Ufokuseret fokus
Jeg har nu i et stykke tid gået og tænkt over, hvordan jeg skulle gå til denne blog. Skal den udvikle sig til en blog om interaktion, kommunikation og viral markedsføring, som er det jeg primært arbejder med i snakbar. Eller skal det mere handle om idéer og kritik af de ting, jeg ikke synes er ambitiøse nok. Eller måske (som måske passer bedre på, hvad der er sket ikke er sket de sidste par måneder): ikke være noget nyt at hente regelmæssigt.
Det er helt sikkert utilfredsstillende for mig, at jeg ikke får postet noget, fordi jeg hele tiden har fokus på, hvad der "passer" og hvor mit fokus bør og skal være. Sandheden er nu, at jeg er træt af det. Træt af selv at være så censurerende, at det bliver en forhindring for at få delt noget indhold, som andre kan have glæde af.
Dilemmaet er, at jeg qua mit arbejde ved, at det giver de bedste resultater at skære ind til benet, fokusere og lægge en strategi, der har et længere sigte. Men jeg har nu erkendt, at selvom netop dét ofte går igen i min rådgivning, så er jeg ikke ældre end at jeg tror på, jeg som menneske vil forandre mig mange gange endnu. Jeg vil få nye interesser, have svært ved at skære uddaterede felter fra, men ende med at gøre det. Og føle en lettelse og et nyvundet fokus. Derfor vil jeg nu vise flere facetter. Jeg vil gøre denne blog til omdrejningspunktet for den viden jeg rager til mig, og det der interesserer mig i de øjeblikke som mit liv er sammensat af. Fra nu vil jeg blogge mere på umiddelbare indskydelser. Nemlig.
Jeg håber du vil være med, og jeg opfordrer dig til at komme med kommentarer eller sende mig en mail, såfremt du jubler eller bliver forundret. Jeg synes verden trænger til mere feedback og umiddelbarhed - og jeg vil prøve at gå foran med et godt eksempel. Starting today.
Tak fordi du læser med.


Comments 0 Comments